Nordhavnstunnel
Tunnelen bliver 1,4 kilometer lang, og starter ved Nordhavnsvej/østsiden af Strandvænget og ender ved Kattegatvej på Nordhavn. Målet med Nordhavnstunnelen er at skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn, ligesom adgangen til havneaktiviteterne i området forbedres. Ligeledes vil en stor del af den tunge trafik blive flyttet væk fra det øvrige vejnet på Østerbro. Det er forventningen, at den nye tunnel kan blive taget i brug i slutningen af 2027.
Det forventes, at der i åbningsåret i 2027 vil være en trafik på cirka 8.200 biler i døgnet. Projektet vil være forberedt til en fremtidig Østlig Ringvej.
Projektets samlede budget i 2023-prisniveau udgør 3.956 mio. kr.
Som en del af projektet anlægger Vejdirektoratet også en midlertidig erstatningshavn ved Færgehavn Nord, hvor cirka halvdelen af de omkring 1500 både i Svanemølle Havn skal flyttes til.
Nordhavn bliver direkte forbundet med det overordnede statslige vejnet via Nordhavnstunnelen og Nordhavnsvej.
Foreslået af Trængselskommissionen
Københavns Kommune og Transportministeriet indgik i 2014 en principaftale om en tunneltilslutning fra Nordhavnsvej under Svanemøllebugten til Nordhavnen.
Forslaget til en Nordhavnstunnel stammer fra Trængselskommissionen, som i sin afrapportering har anbefalet denne løsning for at skabe bedre og mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn.
En tunnel under Svanemøllebugten vil også forbedre tilgængeligheden for den tunge trafik til containerterminalen og krydstogtsterminalen. Nordhavn vil således blive direkte forbundet med det overordnede statslige vejnet via Nordhavnstunnellen og Nordhavnsvej.
Nordhavnstunnellen bliver, som en fortsættelse af Nordhavnsvejen, en kommunal vej.