MØDE OM VISIONSPLAN 8/11 kl.19.00 hos Danske Studenters Roklub, Strandvænget 55, 2100 Ø
VIGTIGT : Visionsplanen for den fremtidige Svanemøllehavn er næsten færdig. Kom med de sidste ord om din fremtidige havn, mød op og giv din mening til kende.
Læs forordet til visionsplanen her og klik videre til hele visionsplanen nedenfor.
Svanemøllehavnen er Danmarks største lystbådehavn og søsportscentrum.
På trods af sin størrelse lever havnen en lidt anonym tilværelse i den nordlige del af København. Men rundt om havnen forandrer byen sig. Der bygges på livet løs på de gamle industrigrunde, der er planer om at lave Svanemølleværket til museum, og københavnerne søger ned til havnen og vandet for at bade, gå tur og i det hele taget nyde livet.
Det stiller både en række udfordringer og giver en hel række nye muligheder for os som havnens brugere. Det har været vigtigt for os at formulere en vision for udviklingen, der fokuserer på at bygge det nye; men med det gamle som et solidt fundament.
Svanemøllehavnen er nemlig en havn med stolte traditioner, og allerede i dag med mange brugere og mange brugergrupper. Den byder på en lang række af tilbud om et aktivt liv på vandet og har gjort det igennem flere generationer.
Havnen hænger desværre i dag fysisk dårligt sammen både indadtil og med byen omkring. Det er svært at komme fra den ene ende til den anden, der er ingen toiletter og andre faciliteter for gæster, og der er lange ventelister til bådpladser. Blot for at nævne nogle af knasterne. Samtidig er der nye behov for faciliteter til nye vandsportsaktiviteter, for aktiviteter for børn og unge, evt. i samarbejde med skolerne og for gæstfri åbning mod lokalsamfundet.
De åbenlyse mangler og havnens ligeså klare potentiale betød, at på initiativ af klubberne i havnen vedtog Borgerrepræsentationen at skrive ind i den nye Kommuneplan, at der skulle udarbejdes en helhedsplan for Svanemøllehavnen. Det er den bold vi har grebet.
Svanemøllehavnens klubber har i samarbejde med bl.a. By & Havn set på, hvordan vi i sammenhæng med og forlængelse af de store udviklingsprojekter i området, kan skabe en endnu bedre havn for både faste og lejlighedsvise brugere, for de gamle klubber og for nye grupper, for tradition og fornyelse, for aktiviteter, oplevelser og sociale fællesskaber.
Det er vigtigt for os, at en samlet visionsplan sikrer, at vi allerede nu kan gå i gang med de nødvendige projekter, som presser sig mest på, men at det samtidig har en klar samlet retning hen mod den dynamiske havn, som især vil kunne realiseres efter byggeriet af Nordhavnstunnellen er færdigt.
Vi håber at visionsplanen vil blive taget godt imod af både borgere og politikere. Vi håber derfor, at Borgerrepræsentationen endnu en gang griber vores initiativ og muligheden for at realisere visionerne for Danmarks største søsportscentrum, der både er solidt forankret i mere end 100 år gamle traditioner og rækker langt ind i fremtiden.
I løbet af processen er en række relevante interessenter blevet involveret som fx medlemmerne i havnens forskellige klubber og foreninger, Østerbro Lokaludvalg, Københavns Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og By & Havn. Især vil vi gerne fremhæve den professionelle hjælp og med- og modspil By & havn har stillet til rådighed sammen med Spektrum Arkitekter i forbindelse med udarbejdelsen af visionsplanen. Vi håber planen vil begejstre og skabe lyst og initiativ hos alle, som den har gjort hos os.
Klubberne i Svanemøllehavnens brugere
|