Sommerkurser

 

Fra maj og frem til september undervises der én gang om ugen i praktisk sejlads i skolebådene. Som førsteårselev kan man vælge, om man vil sejle i glasfiberbåd eller gaffelrigger, mens man som andetårselev skal sejle i gaffelrigger.

Undervisningen er tilpasset besætningens behov – som oftest er besætningen enten førsteårselever eller andetårselever – og består af både praktisk sejlads og teorierne bag. Der er ca. 3-5 elever plus en erfaren, frivillig instruktør på hver skolebåd.

Førsteårselever skal efter endt sæson kunne skære op, falde af, udpege vindretning, stagvende, bomme samt have øvet og forstået grundelementerne i mand over bord manøvrer med både stagvending og bomning for at kunne rykke op som andetårselev.

Andetårselever skal, for at blive indstillet til Frems førerprøve i praktisk sejlads, kende bådens udrustning, kunne rigge båden til, kunne gå ind og ud af havn for sejl, samt vise overblik og føre båden som skipper ved de forskellige manøvrer som mand over bord, kajtillægning m.v.

Frems førerprøve ligger i september. Prøven tages altid i en gaffelrigger og følger Søfartsstyrelsen krav til duelighedsprøven i sejlads for fritidssejlere.

For at blive indstillet til den praktiske prøve, skal man som elev have deltaget i minimum 12 undervisningsaftener pr. sæson, endvidere skal man have deltaget i klargøring af skolebådene og natsejlads.